Et samfund uden forståelse

”Jeg er træt af at have en dårlig dag hver dag.” er titlen på en kronik af Sofie V. Jensen. Sofie er 22 år gammel og studerer på RUC. I kronikken giver Sofie udtryk for sin utilfredshed over, at man som studerende ikke kan regne med nogen form for sympati, på trods af, at man muligvis lige er flyttet hjemmefra, og skal lære at få sin hverdag til at hænge sammmen, samtidig med at man skal passe sit studie og sit studiejob, hvis man da er så heldig at have et.

Sofies kronik er et udtryk for hendes frustrationer over folks manglende forståelse for hendes situation, og folk er da også hurtige i at bekræfte hende i, at de absolut ingen forståelse har over for hende. Størstedelen af svarene på hendes kronik kommer fra mennesker, der brokker sig over de forkælede studerende, eller konstanterer, at sådan er realiteten nu engang, når man studerer, og det må man bare se i øjnene.

Den retorik kan jeg også benytte mig af.
Hvis jeg læser en artikel om en far, der slår sine børn, kan jeg også skrive en lang, vred klade om forkælede unger, der hyler, bare fordi de får et par lussinger.
Hvis jeg kommer forbi en mand, der ligger blødende på vejen kan jeg også trække på skuldrende og konstatere, at den slags sker nu og da, og det må man bare leve med.
Hvis jeg sidder i bussen, og en gammel dame med gangbesvær spørger, om hun må få pladsen, kan jeg også begynde at brokke mig højlydt over gamle mennesker, der forventer at samfundet står på spring for dem.
Hvis jeg hører en en ung kvinde, der er blevet voldtaget, mens hun var i byen, kan jeg også begynde at indvende, at sådan er realiteten nu engang i Danmarks natteliv, og hvis hun ikke kan håndtere det, skulle hun måske være blevet hjemme.
Men det gør jeg ikke.

Bilen blev ikke opfundet af folk, der så på verden og konstaterede, at sådan er realiteten, og det må man bare leve med.
Elektriciteten blev ikke opdaget og udnyttet af folk, der så på verden og konstaterede, at sådan er realiteten, og det må man bare leve med.
Antibiotikaen blev ikke udviklet af folk, der så på verden og konstaterede, at sådan er realiteten, og det må man bare leve med.
Demokratiet blev ikke indført at folk, der så på verden og konstaterede, at sådan er realiteten, og det må man bare leve med.
Menneskerettighederne blev ikke nedskrevet af folk, der så på verden og konstaterede, at sådan er realiteten, og det må man bare leve med.

Desværre lader den respons, som Sofie har fået, til, at dagens Danmark primært er præget af realister, der ser på verden og dens problemer og tænker, at sådan er det, og det kan man ikke gøre noget ved, og man skal bare prise sig lykkelig over, at man er født i dagens Danmark, og ikke en anden tid eller et andet sted, hvor de ikke er lige så priviligerede.

For jeg tror på, at vi generelt er priviligerede i dagens Danmark. Jeg tror på, at vi har en høj levestandard. Men jeg er lige så overbevist om, at denne levestandard skyldes, at der blandt forrige generationer har eksisteret idealister, der har set på verden og dens problemer og tænkt: Sådan er realiteten, men det kan vi gøre noget ved.

Sofie er et eksempel på et menneske med et reelt problem, som hun ikke ved, hvordan hun skal løse. Jeg skal ikke kunne sige, om problemet er økonomisk eller socialt begrundet. Jeg kender hende ikke, og ved ikke, om hun har det problem, fordi at hun har for få penge, eller fordi hun ikke ved, hvordan hun bør bruge dem, eller fordi folk omkring hende simpelthen ikke har forståelse for, at hun ikke har så mange penge. Jeg ved dog, at uanset hvad problemet er, så er det et reelt problem, som man kan og bør gøre noget ved, og jeg ærgrer mig helt vildt, når jeg ser, at folk end ikke forsøger at sætte sig ind i hendes situation, før de begynder at sable hende ned. Dette bekræfter hende bare i, at hun lever i et samfund, hvor folk åbenbart er blevet ligeglade med dem, der har det dårligere end dem selv.

(Her er et link til Sofies kronik, hvis man er interesseret i at læse den: http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-... )